Paw er en super dejlig araberblanding der første gang krydsede min vej i 2003. Dengang var han min kusines nye pony. Han viste sig at være en lidt for stor mundfuld til hende. Han begyndte at reagere meget voldsomt; han stejlede når hun skulle op, stak af med hende på banen og hoppede og sprang når hun trak ham.
Hun begyndte at blive bange for ham og en ond cirkel startede.
Omkring 3 måneder efter jeg mistede Palle i 2004 besluttede hun sig for at sælge ham. Jeg lovede jeg nok skulle få ham gjort klar til salg.
Det tog mig meget lang tid fra jorden at få ham gjort tryg og få ham til at slappe af. Derefter fulgte lang tid med at bygge ham op fysisk så jeg kunne begynde at ride.Tiden gik og jeg blev rigtig glad for ham.
Skønt han ikke var blevet sat til salg kom der nogle henvendelser fra folk der havde hørt han skulle sælges. Jeg fik helt ondt i maven hver gang og synes aldrig helt de var gode nok til ham. Jeg ævlede løs om hans skæve skulder og hvordan de måtte tage hensyn til det i træningen og så snart de nævnte ordet hjælpetøjle klappede jeg døren i... så var han slet ikke til salg.
Jeg spurgte min moster om jeg måtte beholde ham lidt hvis jeg overtog udgifterne, jeg tror alle andre end jeg selv havde regnet ud hvor det bar hen. Efter at have haft ham uden at eje ham endte det med jeg i 2007 købte ham.
Idag er han simpelthen den største lykke i mit liv. Han er utrolig sensitiv og jeg har skulle arbejde meget med mig selv og måden jeg ser ham og møder ham på.
Jeg har nok været lidt slem til at overbeskytte ham og mine overbevisninger har været en hurdle vi skulle over.
Idag er han en rolig og arbejdsvillig hest. Han lærer ting virkelig hurtigt så jeg skal hele tiden passe på han ikke keder sig. Han skal motiveres gennem sjov leg, ny træning og masser af variation.
Paw har været god til at lære mig hvad de vigtigste ting i livet er; At samværdet er vigtigere end resultaterne.
Min største udfordring med Paw har været at skulle stille krav til ham. Jeg synes altid han er så dygtig så jeg skal lige tage mig selv i at sætte kravene lidt op når det bliver for nemt. Ved Paw har træningen i høj grad handlet om at udvikle mig selv.
Det handler ikke om hvad jeg kan lære ham, men mere om hvad jeg kan lære af ham.
Og han er en ganske fantastisk læremester som jeg hver dag nyder samværdet med. |
|
|