P's Right Angel, eller Palle som han blev kaldt, var en utrolig skøn fuldblods vallak. Jeg fik ham som 17-årig og set tilbage i bakspejlet var han måske nok en lige lidt for stor mundfuld for mig. Ikke desto mindre er det ham der ejer den absolut største del af æren for at jeg skiftede spor.
Da jeg fik ham var mit ønske at han skulle være min nye springhest, og springe kunne han bestemt også der var bare ikke rigtig nogen kontrol over det. Med den selvtillid teenagere ofte besidder mente jeg nu nok jeg skulle kunne få ham rigtig god. Men som tiden gik blev det bare værre og værre. I begyndelsen kunne jeg sagtens ride ham, men som årene gik blev også det sværere og sværere. Først var det skovturene der røg, han opførte sig så uregerligt at det blev farligt, senere blev det også de små skridtture, og sidst også på banen. Ofte røg jeg af før jeg overhovedet kom ordentligt igang.Til trods for vores komplikationer og manglende kommunikation var jeg utroligt glad for ham og ønskede ikke at sælge ham. Men som tiden gik blev glæden ved at have med heste at gøre afløst af afmagt og frustration.
Lige som jeg var på nippet til at give op så jeg til hingstekåringen i Herning en demonstration med Gitte Naldal. Den måde at håndtere heste på var ganske ny for mig trods mine mange år på stutterier og i større stalde.
Jeg vidste at ville jeg beholde Palle måtte jeg søge nye alternativer. På det tidspunkt var HMS ikke så almindeligt i staldene som idag. Jeg fik dog fat i nogle bøger og film og opdagede at længere nede i landet var der flere der trænede sådan.
Det blev starten på et nyt kapitel for Palle og jeg.
Jeg vil for altid være ham taknemmelig over at han viste mig en anden vej. Den hest alle sagde var uregerlig og farlig viste sig at være den klogeste af alle.
Desværre havde Palle mange fysiske skavanker. Han havde levet et hårdt liv med væddeløb og military, da jeg købte ham som 7års, havde han været igennem både løb, military på landsplan og dressuren. Det hårde liv havde sat sine spor på hans krop. Min dyrlæge havde flere gange sagt til mig han allerede var slidt, men jeg ønskede inderligt at beholde ham. Vi begyndte hovedsageligt at træne fra jorden og nøjedes med små skridtture i rebgrimen.
Desværre blev vi indhentet af hans fortid. Palle måtte aflives i 2004 efter en skade i benet. På det tidspunkt havde vi været igennem flere lange dyrelægebehandlinger og haft op-og ned ture. Det var hårdt hele tiden at holde håbet oppe for så at få det brudt igen. Men jeg troede virkelig på han nok skulle blive rask... Der tog jeg fejl. Han blev kun 13 år gammel.
Han vil altid leve i mit hjerte og jeg vil være evigt taknemmelig over han kom til mig. Han lærte mig ting jeg aldrig havde troet muligt. Ikke bare viste han mig en anden måde at træne og håndtere heste på, han lærte mig også at se ind i mig selv og konfrontere det jeg så.
Han ændrede mit liv og hele den person jeg var, uden ham havde intet været som det er idag. |
|
|