Jeg fik min første pony som 10-årig, en fantastisk dejlig araber/welsh blanding der hed Bonita.
Med hende trådte jeg de første spæde skridt ind i en verden af glæde og frihed. Bonita var en skøn og tålmodig lære pony. Jeg elskede at ride lange ture, hygge på marken og bare nusse og strigle.
Hun var en dygtig springpony og det fik hurtigt min interesse, jeg red en del spring stævner på hende men det var altid kun for sjov.
Efterhånden voksede jeg fra hende, og som 17-årig fik jeg palle, en 7-årig fuldblod. Palle blev den helt store årsag til min ændrede livsstil med hestene.
På det tidspunkt var jeg blevet mere ambitiøs og forventningsfuld. Palle havde jeg store planer med, sammen skulle vi springe til de store stævner. Men Palle var knapt så imponeret over mine idéer og min ridning, han var meget temperamentsfuld og jeg havde svært ved at styre ham. Vores forhold gik i store bølger, nogle dage var han god og træningen gik godt, andre dage blev jeg nærmest smidt af før jeg nåede op. Min omgangskreds begyndte at snakke om jeg burde sælge ham, at han var for vild og uregerlig. Men jeg nægtede at sælge, jeg ville have det til at fungere, jeg var jo glad for ham.
Men jeg må erkende fornøjelsen gik af ridningen, vi oplevede større og større kommunikationsbrister, Palle hoppede og stejlede og jeg blev frustreret. Det var før horsemanship var så udbredt som idag, de mange ridelærere jeg var igennem mente han bare var ulydig. Langt de fleste endte med at opgive os.
Jeg tror aldrig det gik op for mig hvor jeg var på vej hen... jeg blev lidt ligesom en frø i kogende vand. Var jeg blevet smidt direkte i var jeg sprunget op for længst. Men jeg startede i koldt vand og langsomt blev det varmere og varmere uden det gik rigtig op for mig. Min glæde og frihed med hestene var blevet til frustration og følelsen af ikke at være god nok. Hver eneste træning blev mere til en kamp end til en fornøjelse.
En dag da jeg var lige på nippet til at give op kørte jeg ud for at snakke med en berider. Han mente en fuldblod var en mandehest og at en lille pige som mig ikke kunne klare den. Den skulle vide hvem der bestemte sagde han, alt imens han slog en ridepisk mod sin ridestøvle.
Den dag blev et vendepunkt. Jeg satte mig efterfølgende ned og tænkte; hvordan var jeg kommet til det her punkt? Hvornår skete det at jeg overvejede at tvinge min hest til at udføre mine odrer? Hvornår blev det hele til en magtkamp frem for et partnerskab?
Jeg besluttede at ændre hele min omgang med hestene. Jeg fik kontakt til en horsemanshiptræner der boede nede i landet og sendte Palle ned til hende. Efterfølgende tilbragte jeg selv 14 dage hos hende før jeg fik ham med hjem. Det blev en hård erkendelse for mig. Jeg måtte tvinge mig selv til at se indad, erkende mine fejl. Jeg måtte tvinge mig selv til at give slip på mit ønske om kontrol.
Jeg fik en helt ny hest med hjem og ikke mindst starten på en ny livsstil.
Jeg lagde ridningen bag mig og trænede kun fra jorden. da jeg efter lang tid tog ridningen op igen startede jeg uden sadel og kun i rebgrimen. Palle var en forandret hest. Træningen og samværdet blev igen en fornøjelse.