Bonita var min første pony. Som 10-årig fik jeg efter meget overtalelse overtalt min mor til jeg måtte få hest. Jeg faldt pladask for Bonita.
Hun var en dejlig Araber/welsh blanding og havde det bedste temperament. Hun var ivrig og frisk hvilket jeg nød, men selvom hun let gearede op var hun ganske nem at få rolig igen.
Med hende fik jeg en helt fantastisk start på livet med hest. Hun var meget tålmodig med mig og lærte mig utroligt meget. Jeg vidste ikke ret meget om heste da jeg fik hende, jeg havde da gået på den lokale rideskole og havde også passet andres heste, men den helt store viden besad jeg ikke. Bonita fik stille og roligt lært mig mange ting om livet som rytter og hesteejer.
Jeg elskede allermest at ride lange ture på hende, de øjeblikke hvor vi kun var os to og hvor vi red afsted med vinden i håret, er de øjeblikke i mit liv hvor jeg har følt mig allermest fri.
Da jeg som 17 årig fik stor hest beholdte jeg Bonita, på det tidspunkt var hun blevet 20 år og jeg ønskede at hun skulle blive hos mig for altid.
Hun holdt sig godt og min kusine begyndte senere at passe hende og ride på hende. De var et fint par og de hyggede sig sammen i nogle år før hun selv fik hest.
Senere introducerede jeg Bonita for klikkertræning. Hun var utrolig mad fikseret så hun var meget modtagelig for træningen.
Bonita lærte selv min mor at ride. Min mor er meget bange for heste, men hun blev efterhånden rigtig glad for Bonita. Bonita har vel været omkring 26 og de to hyggede sig i deres eget tempo... og med lidt rigeligt gulerødder :-)
Da hun blev 29 år fik hun konstanteret cushings disease. Hun klarede sig dog fortsat fint på trods af det. Men da hun efter 6 måneder fik konstanteret brok gik det ned ad bakke. I maj 2007 måtte jeg aflive min søde gamle pony. Hun døde 2 uger før sin 30 års fødselsdag.
Det var utroligt svært at give slip på hende, hun havde været en del af mit liv i 15 år, over halvdelen af min levetid.
Men minderne om hende lever stadig. Hun var en rigtig ener og jeg er hver dag taknemmelig over jeg fik lov at opleve 15 helt utrolige år sammen med hende. Hun lagde fundamentet for resten af mit liv med heste, og uden hende havde mit liv ikke set ud som det gør idag.
|
|
|